VARIATIONER OVER ET TEMA OM BRITTA HELLESØES BILLEDUNIVERS

For en københavner er mødet med den sønderjyske marsk noget af en udfordring. Man kommer fra storbyens neonskær, evige trafikstrøm og mylder af mennesker til et fuldstændigt fladt landskab, hvor kun fugleflokkene på den kæmpemæssige, overrumplende himmel bryder den fuldkomne stilhed. Nogle får hjemve med det samme, andre lader sig rive med og bjergtages af denne enorme åbenhed.
Kunstneren og sønderjyden Britta Hellesøe lever til dagligt med denne natur og dette landskab. Som de færøske kunstnere er inspirerede af de stormomsuste klippeøer, de bebor, kan hun ikke lade være med at male sine indtryk af den marsk, der omslutter hele egnen. Fra morgen til aften, fra sommer til vinter, fra vindstille til kuling prøver hun at indfange det evigt omskiftelige lys. Præcis den samme ambition som impressionisterne, men hvor Monet, Sisley, Pisarro og co. havde de parisiske forstæder, Bretagnes takkede kyst eller Seinens bredder foran sig, har Britta Hellesøe et landskab, der bortset fra de sparsomme plantevækster er fuldstændigt blottet for vertikale holdepunkter. Hvis det ikke lige fra var for skyerne, der til gengæld opbyder et sandt festfyrværkeri af dramatiske ellipseformer.
Det er altså det vi har: horisontale bælter af vand, sand og vegetation over for en himmel, der kan spænde fra et mildt tågeslør til voldsomt, hvirvlende skyformationer. Sådan er næsten alle Britta Hellesøes kompositioner. Kedeligt og forudsigeligt? Nej, tværtimod, for kunstnerens palet er på én gang så følsom og præcis, at der ikke er den nuance, hun ikke kan fange på lærredet. Isblå, cinnober, rosa, perlemor, okker, orange, lavendel, turkis, mønjegrøn, søgrøn – man kunne blive ved. Man skal fysisk have oplevet himmelen over Vadehavet for at kunne snakke med om det fantastiske og konstant skiftende farvespil, man oplever dér. Et naturens mirakel. Intet mindre. Og heldigvis er Britta Hellesøe ikke en kunstner, der forsøger at gøre marsken til et pyssenysseligt postkort i technicolorfarver. Nej, hun lader sit sneglespor med farve trække friskt og usentimentalt hen over lærredet, samler her og der pigmentet i tykke reliefsøer eller lader farven drive fortyndet ned over det hele. Hun forsøger ikke kun at vise den glødende aftenrøde, den violetsorte stormsky eller det pludselige sollys, der får havet til at blinke som diamanter – hun prøver at efterligne naturelementerne med sin pensel. Hurtige hvirvlende strøg til stormskyen, roligt afbalancerende til det hvide sollys, melodiøst fortolkende til aftenrøden, hvor havet bades i flammer.
For at blive ved det musikalske kan man kalde Britta Hellesøes samlede produktion for variationer over et tema. Der er i hvert fald samme gehør for toner og nuancer som i de bedste kompositioner indenfor denne genre. Under alle omstændigheder: marsken har i Britta Hellesøe fundet en værdig fortolker.

AF TOM JØRGENSEN, redaktør af Kunstavisen, bachelor i Kunsthistorie