Strøtanker

Notater fra mine naturoplevelser i marsken:

Dagens første indtryk: Himlen mod vest

Himlen og landskabet mod vest – er det først gået i blodet, er det svært at slippe.

Omsætter alt i billeder, det kan være en belastning, kan ikke la´ være!

Tæt tåge – som en dyne ligger den der og lukker os inde. Månen stikker sin næse frem og lyser op, så meget den formår. Ingen lyd trænger igennem, fuglene er for længst gået til ro.

Sort sol over marsken. Stærene danser ballet i luften, så smukt og yndefuldt – en fryd for øjet.

Ud af sorte skyer dukker lyset frem og marsken får et gyldent skær af sommer.

Efterår og bladene falder. Vinden bærer dem med sig til et andet sted. Hvor?

Truende, sorte skyer mod vest. Stilheden brydes af torden og uvejret er løs. Regnen pisker mod ruderne. Med et er det overstået og solen finder sin vante plads og nyder godt af udsigten.

Majsmarken er høstet og står bar. Hvor den før stod stolt og vajede for vinden, står nu kun stubbene tilbage og ligner det pure guld, når solens stråler rammer dem og kaster lange skygger.

Når den lave sols stråler falder i muldjorden er den helt violet. Vinterens farver er smukke, jordens struktur helt fantastisk.

Disen ligger over marsken og fremkalder det smukkeste landskab. Man føler sig indhyllet i edderkoppespind. Kan ikke se mig ret langt omkring – det gør mig nysgerrig – får lyst til at gå på opdagelse.

Sommeren går på hæld, glæder mig til efterårets forfald og farver. Der ligger så meget smukt gemt i dette forfald.

Alle disse spor på min vej. Hvem har gået her før mig?

Sne, sne, snefnug daler smukt og stille ned fra himlen og lægger sig beskyttende på hegn og krat.

Tågen ligger igen over marsken og kalder eventyret frem. Solen gemmer sig lidt i det fjerne. Den pløjede jord står skarpt sort mod den uigennemsigtige tåge.

Mod aften funkler himlen i de dybeste røde og lilla nuancer. Det kræver mod at bruge de samme farver i maleriet. Naturen er alt, kopien intet! Der må tilføjes lidt af ens egen sjæl for at det lever.

Tunge, gråsorte regnskyer trækker ind over marsken og bærer et skær af okkergult solskin med sig over diget. Mon solen får magt?

Høj, blå himmel. Cobaltblå direkte fra tuben!

Kold, isblå himmel – stilhed – ingen vind. Hvidt landskab med flader af okker-brunt, der giver himlen et skær af grå-violet.

Tiden står stille her. Netop i dette sekund.

Blå himmel med duften af forårets komme.

Når vinteren kommer, begejstres jeg over det farvespil, som den lave sol efterlader over det flade landskab – så fladt og alligevel fyldt med masser af liv. Vinterens farver er for mig de smukkeste – de rører ved noget i mig, svært at definere – noget vemodigt?

Tidlig, fugtig morgen. Tågen ligger tæt over landskabet og solen forsøger at bryde igennem. Duften fra den høstede kornmark – med halmen der ligger tilbage, giver en intens oplevelse – især pga. tågen. Jo mindre du ser, desto mere fornemmer du duften.

Himlens farver korresponderer altid med dem i landskabet. De skriger aldrig mod hverandre, men indfinder sig altid i hinandens selskab.

Når dagen vågner ud af mørket, gør jeg mig klar til at modtage, hvad den bringer.

Himlen er sat i bål. Den røde farve forstærker synet af de grønne marker.

Jeg kan lí at gå i hi – lukke mig inde med mine billeder. Alene, men ikke ensomt.

Solen går ned hver dag og hver gang begejstres jeg over dette syn.

 

En gåtur giver mig oplevelser og inspiration. Samme tur – set med nye øjne hver gang.

Det er her i efteråret de smukke, skæve farver indfinder sig. Det minder mig om vækst og forfald – naturens forgængelighed, som jeg holder så meget af.

Jeg forsøger at indordne mig under vejrligets skift.

Septembers himmel er så blå. Den stilhed der er, før alt vågner, den holder jeg af. Fuglene er lige vågnet.

Af og til bør vi lukke øjnene for at ”se”. Man kan ikke se, uden at há hjertet med.

Jeg går og tænker tanker, der kan omsættes i naturabstraktioner. Samtidig fylder naturen så meget, at den må omsættes i ord.

Jeg må ud at have jord under neglene og blæst i håret. Mærke at jeg lever!

Himlen kan have de mest besynderlige farver, så man tror det er snyd

Ultramarin blandet med hvidt og lidt umbra, sådan er himlen i dag.

Himlen står i flammer mod øst og spreder sit skær ud over det frostklare snelandskab. Det funkler som diamanter.

Regnbuen spejler sig i havet – farverne løber ud i sandet og skaber karakter.

Kom maj du søde milde. Høj, blå himmel – Syrenernes intense duft spredes ud over landskabet. Rapsmarkernes gule farve står i stærk kontrast til det øvrige landskab.

Varm blæst hele dagen. Mod aften farves himlen lagvis i grå toner. Mon vi får regn?

Morgen duggen driver henover den lave jord som tågebanker. Den toner det flade land ud i et´ med himlen.

Silende finregn over marsken med solens stråler i vifte på himlen.

Gråt i gråt i dag – kedeligt og uforudsigelig? De grå farver findes i adskillige og varme og kolde nuancer, der pirrer min palet.

Let diset forårsmorgen med duften af nyslået græs tilsat Syrenernes aroma.

Sol, sol og atter sol. Jeg savner lidt regn til at viske de klare, rene farver væk – eller blot gøre dem lidt snavsede og brugte.

Jeg holder af omskifteligheden i vejret. Fra solskin til gråvejr. Årstidernes skift kan jeg ikke undvære.

Jorden føles rund og flad som en pandekage, når du står ude i marsken. Man føler sig lille og ydmyg her, men hvor er det ”STORT”.

Tunge, melankolske skyer og med et brydes stilheden af regn.

Stille – ingen vind. Her kan være så fredfyldt i marsken. Det er et øjebliks lykke.

Frosten har magt i dag. Hvert eneste græsstrå er besat af små iskrystaller. Fra træernes grene vibrerer ”diamanterne”, som glimter om kap med solens stråler.